Der er stadig knaster, der skal slibes væk, inden regeringen og dens støttepartier kan blive enige om næste års finanslov.
– Der er stadig et stykke vej, men man skal jo forhandle for at nå i mål, siger De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, efter fem timers forhandlinger torsdag aften.
Flere af de øvrige støttepartier har givet udtryk for, at parterne er ved at nærme sig, og at en aftale skulle være lige på trapperne.
Ifølge Morten Østergaard er der dog stadig et stykke vej, inden parterne kan skrive under på en aftale.
– Hvis vi havde løst de store knaster, så havde vi ringet til nogle flere og præsenteret en finanslov, men det har vi ikke endnu, siger han.
/ritzau/











