FC København-manager Ståle Solbakken er imponeret over de svenske modstandere fra Malmö FF, der torsdag slog Dynamo Kiev hjemme med 4-3 i Europa League-gruppespillet.
– Jeg synes, det var meget stærkt af Malmö at slå Kiev i dag, for de har været rigtig gode i den ukrainske liga. Jeg er meget imponeret over, at Malmö klarede det, siger Solbakken til 6’eren.
Da FCK samtidig vandt med 1-0 over FC Lugano i Schweiz, kan københavnerne nøjes med uafgjort i den sidste spillerunde mod netop Malmö, mens svenskerne skal vinde, hvis klubben vil være helt sikker på avancement.
– Vi har to forskellige udgangspunkter til kampen – vi kan klare os med uafgjort, og de skal vinde. Samtidig skal vi spille mange kampe, og de har måske problemer, fordi der er mangel på kampe.
– Vi kan ikke spille efter uafgjort fra start, men der kan opstå en situation i kampen, hvor vi kan blive nødt til det, siger Solbakken.
Kampen spilles i Parken 12. december. På samme tid skal Kiev møde Lugano, og her skal ukrainerne vinde, hvis de vil holde liv i håbet om avancement.
FCK fører gruppen med ni point, mens Malmö har otte point på andenpladsen, og Kiev er treer med seks point.
Lugano har udspillet sin chance i turneringen med to point inden sidste runde.
/ritzau/











