Demonstranter i Irak sætter ild til iransk konsulat

    Demonstranter i byen Najaf i det sydlige Irak har onsdag aften sat ild til det iranske konsulat i byen.

    Det oplyser kilder i irakisk politi og civilforsvar.

    Personalet på konsulatet var evakueret, inden demonstranterne stormede bygningen, siger kilderne.

    Myndighederne har indført udgangsforbud i Najaf efter episoden, skriver irakiske medier.

    Tusindvis af irakere har i den seneste måned demonstreret mod regeringen, som de betragter som korrupt.

    Vreden blandt mange af demonstranterne bunder desuden i en opfattelse af, at regeringen er i lommen på udenlandske magter, især nabolandet Iran.

    Partier og paramilitære grupper, der har opbakning fra Iran, har flertal i Iraks parlament og offentlige institutioner.

    Irakiske sikkerhedsstyrker har skudt og dræbt over 300 mennesker i et forsøg på at slå ned på urolighederne. Flere tusinde andre er såret.

    Demonstrationerne, der især er koncentreret i hovedstaden Bagdad og den sydlige del af Irak, er de største, Irak har oplevet siden den amerikanskledede invasion i 2003.

    /ritzau/Reuters