EU hiver Danmark i retten i sag om hvid ost med forbudt navn

    EU-Kommissionen hiver Danmark til EU-Domstolen i en sag om mærkning af ost. Det meddeler kommissionen onsdag.

    Det drejer sig om feta, som ifølge EU-regler fra 2002 kun må produceres i Grækenland, hvorfor danske producenter ikke må fremstille et osteprodukt og sælge det under navnet feta.

    EU-Kommissionen konstaterer, at danske virksomheder fortsat producerer og eksporterer hvid ost under navnet feta.

    – Danske myndigheder har forsømt deres pligt til at hindre eller standse overtrædelsen, hedder det i en skrivelse fra kommissionen.

    Dermed har Danmark tilsidesat dels forordningen om kvalitetsordninger, dels princippet om loyalt samarbejde mellem EU og medlemsstaterne.

    Det er i strid med EU-retten.

    Desuden vil det ifølge EU-Kommissionen “forstyrre igangværende forhandlinger mellem EU og tredjelande om indgåelse af bilaterale aftaler”.

    I disse forhandlinger forsøger man at sikre beskyttelsen af oprindelsesbetegnelser – som eksempelvis feta – og promovering af kvalitetsprodukter fra EU uden for unionen.

    Sagen mod Danmark blev indledt i januar 2018 med en åbningsskrivelse. Siden har EU-Kommissionen forsøgt at få Danmark til at rette ind. Men svaret har ikke været tilfredsstillende.

    /ritzau/