Tidligere FCK-keeper får fire karantænedage for klammeri

    Den tidligere FC København-keeper Robin Olsen har fået fire spilledages karantæne i den italienske liga.

    Det meddeler Serie A’s disciplinærkomité tirsdag ifølge flere internationale nyhedsbureauer.

    Dermed kommer Olsen ikke i kamp mere på denne side af nytår.

    Den svenske landsholdsmålmand var en af tre spillere, der blev udvist, da Cagliari var på besøg i Lecce mandag aften i en højdramatisk Serie A-kamp.

    Cagliari var foran 2-0, da Lecces Gianluca Lapadula i slutminutterne reducerede på et straffespark.

    Cagliari-keeper Olsen sparkede bolden langt væk, lige da Lecces målscorer ville have fat i den, og det endte med håndgemæng.

    Både Olsen og Lapadula blev udvist efter bataljen. Lapadula har fået to spilledages karantæne for episoden.

    Kort forinden var også Cagliaris Fabrizio Cacciatore blevet vist det røde kort, og ni mod ti samt med reservemålmand Rafael på banen kunne Cagliari ikke holde 2-1-føringen.

    I dommerens tillægstid lykkedes det for Marco Calderoni at udligne for Lecce til slutresultatet 2-2.

    Efter kampen undskyldte Olsen på de sociale medier.

    – Uheldig afslutning på kampen, som jeg selvfølgelig undskylder for til mine holdkammerater, min træner og vores fans.

    – Det var aldrig meningen at efterlade dem alene i denne kamp. Vi var tæt på tre point efter en god holdindsats. Nye kampe kommer, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at støtte mit hold som altid, skrev svenskeren mandag aften på Instagram.

    Trods pointtabet ligger Cagliari fortsat nummer fire i tabellen á point med Roma på femtepladsen.

    Netop Roma hentede Robin Olsen fra FC København i 2018, men har lejet ham ud til ligarivalerne i denne sæson.

    Næste gang den svenske keeper kan indtage banen for Cagliari er 5. januar, hvor holdet på udebane møder topholdet Juventus.

    /ritzau/