Udenlandsk arbejdskraft er knast i slutspil om finanslov

    – Det lysner.

    Sådan siger SF-formand Pia Olsen Dyhr inden tirsdagens forhandlinger med S-regeringen om finansloven for næste år.

    Det er første gang i flere uger, at forhandlingerne foregår i offentlighedens søgelys.

    Hun håber på en aftale inden på lørdag.

    – Jeg har fødselsdag på lørdag, og jeg synes, det vil være en glimrende fødselsdagsgave at få en rødgrøn finanslov inden da, siger Pia Olsen Dyhr.

    – Det afgørende for os er, at vi får en finanslov, der løfter velfærden i Danmark, men også har grønne ambitioner.

    – Og dér handler det for os om minimumsnormeringer og et løft af folkeskolen, siger hun.

    Der er dog stadig knaster i forhandlingerne.

    – Jeg tror ikke, jeg holder på nogen hemmelighed ved at sige, at udenlandsk arbejdskraft og social dumping er en af de knaster, vi sidder med. Men jeg synes, det er løsbart, siger Pia Olsen Dyhr.

    De Radikale vil meget gerne have åbnet for mere udenlandsk arbejdskraft, mens Enhedslisten er skeptisk over for det.

    Det siger Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper:

    – Vi har i sidste ende forbeholdt os, at hvis vi skal ned ad den sti, så skal vi have nogle ordentlige håndtag, så vi har kontrol og sørger for, at det ikke kommer til at betyde løndumping på vores arbejdsmarked, siger hun.

    I forståelsespapiret fra juni mellem Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Enhedslisten står der, at regeringen vil “sikre, at virksomheder eller velfærdsinstitutioner, der har en konkret mangel på arbejdskraft, på minimum faglært niveau, hurtigt og ubureaukratisk kan tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft”.

    – Vi har aftalt som grundlag for, at regeringen blev dannet, at det skal være muligt for virksomheder at hente faglært arbejdskraft, også uden for EU’s grænser, siger De Radikales politiske leder, Morten Østergaard.

    – Det skal vi ikke til at forhandle igen, det forhandlede vi jo i sommer.

    Finansminister Nicolai Wammen (S) siger ligeledes, at forhandlingerne, hvor også Alternativet deltager, er i slutfasen, men at der ikke kommer en aftale tirsdag.

    – Jeg ser frem til nogle gode dage forude, så vi forhåbentlig inden for en overskuelig fremtid har en finanslov for det kommende år, siger han.

    Om knasten med udenlandsk arbejdskraft siger Nicolai Wammen:

    – Vi har lavet en aftale med SF, De Radikale og Enhedslisten i forståelsespapiret om, at vi skal se på en fornuftig måde at åbne for udenlandsk arbejdskraft.

    – Det er noget af det, vi kigger på netop nu, siger han.

    /ritzau/