Kulturminister støtter anbefalet OL-udelukkelse af Rusland

    Rusland bør straffes hårdt for at have manipuleret med og fabrikeret falske dopingdata til Det Internationale Antidopingagentur (Wada).

    Det mener fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S), efter at et udvalg under Wada har anbefalet Wadas eksekutivkomité at udelukke Rusland fra alle store sportsbegivenheder i fire år.

    – En grundlæggende forudsætning for et stærkt globalt antidopingsystem er, at der bliver slået hårdt ned på dem, der overtræder de internationale antidopingregler, siger Rasmus Prehn.

    Wadas eksekutivkomité skal på et møde 9. december komme frem til en afgørelse, og vælger man at følge anvisningen, vil det blandt andet betyde, at Rusland ikke kan deltage som nation ved næste års OL.

    – Det er derfor positivt, at Wada i lyset af sagens alvor lægger op til at aktivere de skrappeste sanktioner over for Rusland.

    – Det indebærer blandt andet, at Rusland bliver udelukket fra OL i Tokyo i 2020, og at russiske atleter kun vil kunne deltage under neutralt flag, lyder det fra Rasmus Prehn.

    /ritzau/