Voldsomt jordskælv rammer Albanien

    Albanien er natten til tirsdag blevet ramt af et af de mest voldsomme jordskælv i landet i årtier. Ifølge USA’s Geologiske Undersøgelse havde skælvet en beregnet styrke på 6,4.

    Rystelserne fik ifølge nyhedsbureauet Reuters skrækslagne borgere i hovedstaden Tirana til at flygte ud på gaderne midt om natten.

    Der er ingen meldinger om dræbte eller alvorlige ødelæggelser. Men der skulle være sket skader på visse bygninger.

    En videoptagelse lagt ud på sociale medier viser en tilsyneladende sammenstyrtet bygning i byen Durres, der ligger ud til Adriaterhavet.

    Embedsfolk fra regeringen oplyser til Reuters, at enkelte personer i Tirana er bragt til et hospital.

    Det er anden gang inden for to måneder, at Albanien rammes af et kraftfuldt jordskælv.

    Den 21. september blev boliger helt eller delvist ødelagt af et jordskælv med en beregnet størrelse på 5,4.

    Forsvarsministeriet i Tirana oplyste i den forbindelse, at det var det kraftigste jordskælv i Albanien i 30 år.

    /ritzau/