Viborg FF har ifølge B.T. besluttet sig for at ophæve kontrakten med den 25-årige hollænder Bernio Verhagen.
Verhagen er under mistanke for at have bedraget sig til en aftale med det jyske fodboldhold.
Derfor havde klubben indkaldt ham til møde mandag, men han dukkede aldrig op.
Og nu skulle klubben altså have besluttet sig for at rive aftalen med Bernio Verhagen i stykker tirsdag.
Han blev ellers præsenteret som en “lynhurtig og aggressiv” spiller tidligere på måneden.
Senere har Viborgs sportschef, Jesper Fredberg, indrømmet, at man rent faktisk ikke vidste ret meget om Verhagen, da man skrev kontrakt med ham.
Men klubben var af det velrenommerede agentfirma Stellar Group blevet lovet, at han i løbet af kort tid kunne sælges videre til en kinesisk klub.
Senere har det dog vist sig, at Verhagen aldrig tidligere har spillet professionel fodbold, og at Stellar Group intet har kendt til de påståede aftaler.
Viborg forklarede søndag i en redegørelse på klubbens hjemmeside, hvordan man er blevet snydt ved hjælp af det, der har vist sig at være falske e-mails, dokumenter og telefonopkald.
Klubben ville derfor melde sagen til politiet, ligesom den ville have afklaret de juridiske aspekter af sagen.
Verhagen selv har afvist påstandene om svindel og fastholder, at han er professionel fodboldspiller.
Det gentog han søndag, da han ringede til tv-programmet “Onside” på TV3+.
– Jeg har en russisk agent. Den historie med, at Viborg er blevet snydt af en agent fra Holland, er falsk. Det er en komplet bullshit story, siger han.
/ritzau/











