En 10-årig dreng er fredag fløjet med helikopter til Aarhus Universitetshospital i Skejby, efter at han blev påkørt af en personbil under et julearrangement i Tørring vest for Horstens.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi.
Drengen var bevidstløs, da han blev hentet af redningsmandskab efter ulykken, som skete på Bredgade.
Efter ankomsten til sygehuset i Skejby har personalet dog oplyst, at hans tilstand er stabil, fortæller vagtchef Jeppe Thranum fredag aften.
– Vi ved, at hans tilstand er stabil, men jeg kan ikke fortælle yderligere om, hvilke skader han har pådraget siger, siger Jeppe Thranum.
Den 10-årige dreng forsøgte tilsyneladende at krydse Bredgade, da han blev ramt af en bil.
– Køretøjet har formentligt kørt med lav fart, for det har ikke fået nogen skader i forbindelse med påkørslen, siger vagtchefen.
Drengens mor var til stede ved arrangementet i Tørring, da ulykken skete, og fløj med i helikopteren sammen med sit barn.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 16.36.
/ritzau/











