Island ramler ind i Rumænien i EM-playoff

    Islands fodboldlandshold skal møde Rumænien i playoffsemifinalen om en af de resterende billetter til næste sommers EM.

    Det står klart, efter at Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) fredag har trukket lod til EM-playoffkampene.

    På forhånd lå det fast, at Island ville få hjemmebane i semifinalen, der skal afgøres i én kamp.

    Og nu står det altså klart, at det bliver rumænerne, der skal forbi Laugardalsvöllur i Reykjavik til semifinalen 26. marts næste år.

    Både Danmark, Sverige og Finland er allerede kvalificeret, og Island og Norge kan bringe antallet af nordiske EM-deltagere op på fem, hvis de klarer sig igennem playoff.

    Nordmændene skal op imod Serbien i semifinalen.

    20 af de 24 EM-deltagere er allerede fundet gennem de ti kvalifikationspuljer. De sidste fire pladser skal fordeles blandt 16 hold, der har gjort sig fortjent til playoffkampe på baggrund af præstationerne i Nations League sidste år.

    Her er alle otte semifinaler:

    Gruppe A: Island – Rumænien og Bulgarien – Ungarn. (Bulgarien eller Ungarn får hjemmebane i finalen).

    Gruppe B: Bosnien-Hercegovina – Nordirland og Slovakiet – Irland. (Bosnien-Hercegovina eller Nordirland får hjemmebane i finalen).

    Gruppe C: Norge – Serbien og Skotland – Israel. (Norge eller Serbien får hjemmebane i finalen).

    Gruppe D: Georgien – Hviderusland og Nordmakedonien – Kosovo. (Georgien eller Hviderusland får hjemmebane i finalen).

    Finalerne spilles 31. marts. Vinderne af de fire finaler får de sidste billetter til næste sommers slutrunde.

    /ritzau/