OVERBLIK: Rektors afgang sker efter protest fra filmelever

    Vinca Wiedemann stopper som rektor på Den Danske Filmskole efter en periode med kritik fra skolens elever. Hun har været ansat i stillingen siden 2014.

    Læs mere om konflikten her.

    2018:

    * Nuværende og tidligere elever på filmskolen opretter Facebook-gruppen “Oplysningsgruppen”, der skal følge nøje med i Vinca Wiedemanns fremtidsplaner for uddannelserne.

    * Gruppen holder en række møder med ledelsen af filmskolen, men afbryder i november 2018 kontakten på grund af utilfredshed med rektor.

    2019:

    * Oplysningsgruppen opfordrer til at etablere et nyt, fagligt panel til at diskutere ændringerne af filmskolen. Det sker ikke.

    * Vinca Wiedemann varsler store ændringer af uddannelserne. Blandt andet ved at omdanne skolen til en bachelor-kandidatmodel, skære i optaget og lægge uddannelser sammen.

    * 31. januar: Filmskolens elever laver en mistillidserklæring til rektor Vinca Wiedemann:

    – Vi, eleverne på Den Danske Filmskole, erklærer hermed, at vi har mistillid til vores ledelse med rektor i spidsen.

    – Vi kan ikke tilslutte os den måde, de leder skolen på eller omfattende reformeringer af Den Danske Filmskole, lyder det.

    87 ud af skolens 96 elever underskriver erklæringen.

    * 14. november: Leder af filmskolens dokumentarlinje, Arne Bro, bliver sendt hjem. Årsagen er ikke kendt af offentligheden.

    * 15. november: 84 procent af filmskolens elever kræver rektors afgang. Eleverne blokerer skolen, nedlægger undervisningen og indkalder til stormøde om situationen.

    * 20. november: Filmfolk udsender en erklæring om støtte til de protesterede filmskoleelever. Kendte navne som Jørgen Leth, Iben Hjejle, Piv Bernth, Niels Arden Oplev og Nikolaj Arcel sætter deres underskrifter på erklæringen.

    * 21. november: Kulturministeriet og Vinca Wiedemann stopper samarbejdet. Beslutningen meldes ud 22. november.

    Kilder: Filmmagasinet Ekko, Ritzau, Kulturministeriet.

    /ritzau/