Rigsretsundersøgelsen mod Donald Trump støtter de demokratiske præsidentkandidater i den grad op om.
Det står klart, mens ti demokrater, som alle forsøger at blive deres partis nominerede frem mod præsidentvalget i 2020, onsdag aften amerikansk tid tørner sammen i en tv-debat i Atlanta.
Her er præsidents Trumps ageren i Ukraine-sagen første tema. Flere kalder den et eksempel på korruption under præsidenten.
– Vi bliver nødt til at fastlægge det princip, at ingen er over loven. Vi har en forpligtelse over for forfatningen, og vi er nødt til at leve op til den, siger senator Elizabeth Warren ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Debatten finder sted samme dag som en høring i forbindelse med rigsretsundersøgelsen, der vurderes til at kunne blive problematisk for Trump.
Her fortalte USA’s ambassadør i EU, Gordon Sondland, om forsøget på at presse politiske ledere i Ukraine til at undersøge forhold omkring Trumps demokratiske rival Joe Biden.
Den tidligere vicepræsident Biden vælger at se det som et tegn på, at Trump ser ham som sin nok farligste udfordrer.
– Trump ønsker ikke, at jeg bliver den nominerede, siger han.
Imens opfordrer Bernie Sanders til at huske på, at nok er Trump et problem i Demokraternes øjne. Men der er mange andre vigtige ting – blandt andet at kæmpe for arbejderklassen, mener han.
– Han er sandsynligvis den mest korrupte præsident i nyere tid i USA. Men vi må ikke lade os opsluge af Trump. For sker det, så kommer vi til at tabe valget, siger Sanders.
Høringerne i Kongressen er en del af processen frem mod at afgøre, hvorvidt der kan rejses en rigsretssag mod Trump, hvilket i sidste ende kan medføre, at han må forlade sin post. Det kræver to tredjedeles flertal i Senatet.
/ritzau/











