Bendtner før CL-brag: Katastrofe for United at ryge ud


    Manchester United kommer tirsdag aften på besøg hos Wolfsburg i en skæbnekamp i Champions League.

    Nicklas Bendtners Wolfsburg er garanteret en plads i forårets 1/8-finaler med uafgjort, mens de engelske gæsterne kun kan vide sig sikker på avancement til knockout-fasen med en sejr.

    De to klubber presses alvorligt bagfra af PSV Eindhoven, der sideløbende med kampen i Wolfsburg står over for CSKA Moskva.

    – Det bliver en hård kamp for os, for United er tvunget til at vinde, hvis PSV også gør det. Sker det, så kommer vi ikke videre, siger Bendtner ifølge Sky Sports.

    – Vi vil gerne videre, og vores position i gruppen betyder, at vi har en god chance.

    – Vi ved, at det vil være en katastrofe for dem (Manchester United, red.) ikke at kvalificere sig til næste runde, da vi kender Manchester United og deres historie, siger Bendtner.

    Mange af danskerens venner skal ned for at se kampen i Wolfsburg, og de vil alle heppe på de engelske gæster.

    – Det bliver en vanvittig kamp. Jeg har 30 venner, der kommer ned for at se kampen, og de er alle Manchester United-fans.

    – Jeg har været tvunget til at leve med det i alle de år, jeg spillede i Arsenal, hvilket var ret sjovt, siger Bendtner.

    27-årige Bendtner har i størstedelen af sin karriere optrådt for Uniteds engelske rivaler fra Arsenal. I sommeren 2014 skiftede han til Wolfsburg.

    Wolfsburg topper gruppe D med ni point, mens United har otte. PSV Eindhoven følger efter med syv point. De to bedste hold kvalificerer sig til forårets 1/8-finaler.

    /ritzau/