Bakken Bears spiller sig videre i Europa efter tæt kamp

    Basketballholdet Bakken Bears hentede onsdag en vigtig udesejr i Fiba Europe Cup.

    Aarhusianerne vandt med 85-82 over finske Kataja, og dermed er danskerne direkte videre til anden runde i Fiba Europe Cup.

    I første halvleg var Bakken Bears i teten, men kampen blev tæt, da finnerne gav aarhusianere hård modstand i anden halvleg.

    Bakken Bears nåede at være bagud med ni point i fjerde quarter, inden holdet igen fandt melodien og endte med en sejr.

    Kvalifikationen til anden runde er en realitet, selv om Bakken Bears stadig har endnu en kamp til gode i det indledende gruppespil.

    Kataja derimod er med nederlaget ude af sæsonens Europe Cup.

    Bakken Bears ligger på førstepladsen i gruppe H med ni point efter fem kampe, mens Kataja er i bunden med seks point efter fem kampe.

    Det var manglende kvalifikation til Champions League, der førte Bakken Bears til den lidt mindre turnering Fiba Europe Cup.

    Det var i Fiba Europe Cup, at de 17-foldige danske mestre i 2017/18-sæsonen nåede helt frem til semifinalen.

    /ritzau/