Priske bestod cheftræner-test uden at føle eksamenspres

    Brian Priske skal stå i spidsen for FC Midtjylland som træner på permanent basis. Mandag fik han vekslet sin midlertidige aftale til en kontrakt, der løber frem til sommeren 2023.

    Han fik chancen, da Kenneth Andersen valgte at stoppe i august, og siden har Priske ført FCM til 25 point i 10 ligakampe og en føring i toppen på syv point ned til FC København.

    – Den nye aftale ændrer ikke så meget. Jeg har aldrig betragtet dette forløb som en slags eksamen – hvis der endelig skal tales om eksamen, begynder den vel først nu, siger Brian Priske til klubbens hjemmeside.

    – For mig er jobbet det samme, uanset aftalens længde, og det handler om at vinde fodboldkampe og udvikle fodboldspillere.

    Priske blev i 2011 assistenttræner i FCM og var det indtil denne sommer med undtagelse af en afstikker til FC København, hvor han også var assistenttræner fra 2016 til 2017.

    Han fortæller, at han lige skulle vænne sig til at træffe flere beslutninger.

    – Det er jo mig, der har den i den sidste ende. Det er mig, folk kigger på, men lige fra første dag har jeg følt en uforbeholden opbakning fra spillere, stab og ledelse, hvilket utvivlsomt har lettet overgangen for mig, siger Brian Priske.

    Han har det også fint med det øgede pres fra medierne.

    – Det er ikke sådan, at jeg ikke kunne leve foruden den bevågenhed, men fra min tid som spiller ved jeg, at det er en del af pakken, så det tager vi med, siger han.

    Næste opgave er mandagens udekamp mod OB i Superligaen.

    /ritzau/