29-årige Simon Cheng, der tidligere var ansat på det britiske konsulat i Hongkong, var udsat for tortur i forbindelse med en tur til Kina.
Det fortæller han selv i et interview med det britiske medie BBC.
– Jeg blev lænket, jeg fik bind for øjnene, og jeg fik en hætte over hovedet, siger Cheng, der arbejdede næsten to år for den britiske regering.
Unavngivne kilder fra den britiske regering siger til BBC, at de tror, at Chengs historie – om blandt andet at være blevet slået og tvunget til at skrive under på en række indrømmelser – er troværdig.
Han skal være blevet tilbageholdt i 15 dage i forbindelse med et besøg i Kina.
Historien vækker forargelse hos den britiske udenrigsminister, Dominic Raab.
– Simon Cheng var en værdifuld del af vores hold. Vi er chokerede og rystede over den mishandling, han blev udsat for i kinesisk varetægt, som svarer til tortur, siger udenrigsministeren onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Dominic Raab har indkaldt den kinesiske ambassadør til et møde, skriver BBC.
/ritzau/











