Politiet er onsdag i gang med flere ransagninger i Københavnsområdet.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi.
Ifølge Ritzaus oplysninger er det en aktion, der er rettet mod rockermiljøet. Politiet er derfor til stede på Hells Angels lokaler på Siljangade på Amager og Svanevej på Nørrebro i København.
Politiet ønsker ikke at gå i detaljer med, hvad aktionen handler om. Men Claus Buhr, politiets talsmand, afviser, at aktionen har en relation til fangeflugten fra Slagelse tirsdag aften.
– Der er tale om ransagninger i en verserende efterforskning, og vi har p.t. ikke yderligere informationer, men vi vender tilbage med yderligere snarest, skriver Københavns Vestegns Politi på Twitter.
Ritzau erfarer, at aktionen er en del af efterforskningen af et drab, der skete i Rødovre den 4. maj. Her blev en 36-årig mand dræbt i et skyderi.
Ifølge Ekstra Bladet var ofret Thomas Josic, som var tidligere medlem af Hells Angels og havde også en overgang sin gang hos Bandidos.
Ifølge B.T. er en person blevet ført væk i håndjern på Svanevej.
Politiet oplyser, at man er til stede “flere steder” på den københavnske Vestegn og i København.
/ritzau/











