Wales-træner Ryan Giggs: En af de bedste dage i mit liv

    Der var fest og glæde i Cardiff tirsdag aften, efter at Wales med en sejr på 2-0 over Ungarn havde kvalificeret sig til næste sommers EM-slutrunde.

    Det er kun tredje gang i historien, at det walisiske fodboldlandshold spiller sig videre til en af de store slutrunder, og det er også en fjer i hatten på holdets træner, den tidligere Manchester United-spiller Ryan Giggs.

    – Det bliver ikke bedre. Det er utroligt. Fra der, hvor vi var i sommer, skal gutterne have ros for at komme tilbage, siger Giggs til Sky Sports.

    Wales lå længe til ikke at gå videre fra holdets pulje, men sikrede sig tilstrækkelig med point i de afsluttende kampe til at sikre sig EM-billetten sammen med Kroatien fra gruppen.

    – Det er en af de bedste dage i mit liv, siger Giggs, som med Manchester United vandt 25 store titler.

    Juventus-spilleren Aaron Ramsey scorede begge mål i sejren og er sammen med Gareth Bale fra Real Madrid holdets største profil.

    Men hele truppen har potentiale, mener Giggs.

    – Det her hold kan komme langt. Der er kvalitet i truppen. Ikke bare hos de startende 11, siger Giggs, der som aktiv ikke selv nåede at deltage i en slutrunde.

    Den dobbelte målscorer Aaron Ramsey gik på grund af en skade glip af flere kvalifikationskampe. Nu ser han frem til at deltage i sin anden slutrunde.

    I 2016 overraskede Wales alt og alle ved at nå frem til kvartfinalen ved EM i Frankrig.

    Ramsey var 15 minutter før slutfløjtet tæt på at score sit første hattrick i en landskamp, men Ungarns målmand, Peter Gulacsci, forhindrede det med en flot redning.

    – Han er en verdensklassespiller. Det var fedt at have ham tilbage, og han viste i aften, hvilken stor spiller han er, siger Gareth Bale ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    – Vi havde den bedste tid i vores liv i Frankrig. Vi inspirerede en hel nation dengang, og det ønsker vi at gøre igen, lyder det fra Ramsey.

    /ritzau/