Ung AaB-topscorer er blevet knæskadet

    Fodboldklubben AaB’s topscorer, Mikkel Kaufmann, har forstrakt et ledbånd i det ene knæ.

    Det siger den 18-årige angriber til Nordjyske, efter at han blev skadet i en kamp for det danske U19-landshold mod Færøerne lørdag.

    Han blev klogere på skadens omfang tirsdag, efter at han mandag havde gennemgået en skanning.

    – Det yderste ledbånd i knæet er forstrakt, men hvor lang en pause det giver, ved jeg ikke endnu. Det må vi se på, når jeg møder ind til træning i morgen, siger Kaufmann til Nordjyske.

    Kaufmann fortæller også, at han havde ondt i knæet søndag og mandag, men at følelsen var bedre tirsdag, hvor han kunne styrketræne.

    Mikkel Kaufmann har fået sit gennembrud i Superligaen i denne sæson, hvor han er AaB’s topscorer med syv mål.

    Han vil ikke udelukke, at han kan blive klar til søndagens kamp mod AC Horsens.

    AaB ligger på syvendepladsen i Superligaen med 23 point.

    Der er et point op til Randers, der aktuelt har indtager den sidste plads i den eftertragtede top-6, som giver adgang til forårets medaljeslutspil.

    /ritzau/