Anstalt i Nuuk er underbemandet: Meget alvorlig situation

    Trods en akut indsats med betjente fløjet ind fra Danmark slår Fængselsforbundet alarm over den nye anstalt i Nuuk.

    Det skriver Politiken.

    Anstalten åbnede i juni. En arkitekttegnet bygning til 400 millioner kroner med moderne faciliteter og udsigt til fjorden og fjeldet. Men de første måneders drift har dog været alt andet end vellykkede.

    – Situationen er meget alvorlig. Havde det her været i Danmark, tror jeg sgu, at Arbejdstilsynet havde lukket anstalten, siger René Larsen, der er forbundssekretær i Fængselsforbundet med ansvar for Grønland, til Politiken.

    Anstalten i Nuuk har siden åbningen været ramt af massiv underbemanding.

    Ifølge Kriminalforsorgen i Grønland er der kun ansat 33 betjente ud af de 49, der skal til for at garantere en ordentlig sikkerhed for de ansatte og indsatte.

    Af de 33 betjente er 21 elever i praktik som en del af deres uddannelse. Typisk ufaglærte mænd og kvinder i 20’erne.

    Under et besøg på anstalten i september så Fængselsforbundets ledelse blandt andet, hvordan der kun var to vagter på arbejde i en lukket afdeling, hvor der burde være fem betjente for at opretholde sikkerheden blandt de farlige fanger.

    – De var simpelthen så stakåndede af angst og stress, at man kunne høre det på deres vejrtrækning. De hyperventilerede nærmest, siger René Larsen til Politiken.

    For at sikre ro og orden sendte Justitsministeriet sidst i oktober 12 pensionerede og erfarne danske fængselsbetjente af sted fra Danmark. De forlader dog Grønland igen til december.

    Justitsminister Nick Hækkerup oplyser til Politiken, at han ikke har tid til at kommentere situationen.

    Retsordfører Jeppe Bruus (S) siger, at det er “et akut og stort problem, som det da havde været skønnere, hvis vi havde været foruden”.

    /ritzau/