Fredag aften var der comeback til Mogens Palle som boksepromotor ved Danish Fight Night-stævnet i Herlev.
Her var der på forhånd set mest frem til opgøret mellem Lolenga Mock og italienske Alessandro Sinacore i supermellemvægt.
Den 43-årige Lolenga Mock måtte slide sig til en pointsejr over italieneren og vandt med cifrene 95-95, 97-93, 96-94.
Der var før stævnet talt om, at Mocks store drøm er at møde Rudy Markussen eller Patrick Nielsen, der bokser hovedkampen 12. december ved den tyske boksestald Team Sauerlands stævne i Brøndby Hallen.
Efter sejren fredag meddelte Lolenga Mock da også, at han var klar til at møde dem begge lige efter hinanden.
Lolenga Mock er født i Den Demokratiske Republik Congo, men han har boet i Danmark i mange år. Han debuterede som professionel tilbage i 1991 og havde før aftenens sejr vundet 31 kampe, tabt 14 og bokset uafgjort en enkelt gang.
Lolenga Mock har tidligere mødt verdensmestre som Lucian Bute og Charles Brewer, og tilbage i 2003 havde han den senere sværvægtsverdensmester David Haye i gulvet i en kamp, som briten vandt til sidst.
Ved stævnet var der blandt andet sejre til Andreas Lynggaard, Tobias Sørig, Jonas Madsen og Pierre Madsen, mens Morten Olsson tabte sit opgør i weltervægt på teknisk knockout.
Mogens Palle arrangerede sit første boksestævne i 1957 og gjorde comeback som boksepromotor i en alder af 81 år. Stævnet i Herlev blev arrangeret i samarbejde med den tidligere professionelle sværvægtsbokser Brian Nielsen.
– Jeg håber at bygge det op, så det bliver en ny æra i dansk professionel boksning, sagde Mogens Palle før fredagens stævne.
/ritzau/