Spaniens socialdemokratiske parti, PSOE, og venstrefløjspartiet Unidas Podemos er nået til enighed om at danne en koalitionsregering.
Det skriver Alberto Garzon, der et højtstående parlamentsmedlem for Unidas Podemos, tirsdag på Twitter.
– Vi er nået frem til en aftale om en koalitionsregering mellem Unidas Podemos og socialdemokraterne, skriver Alberto Garzon.
– Det er en dag, der er værd at fejre, lyder det videre.
De to partier har brug for andre partiers støtte for at kunne danne regering.
Ved søndagens parlamentsvalg sikrede PSOE sig 120 pladser i det spanske parlament. Unidas Podemos fik 26 pladser.
Dermed er de to partier et stykke fra at kunne samle de 176 pladser, der er nødvendige for flertal i det 350 pladser store parlament.
PSOE og Unidas Podemos forsøgte også at samarbejde efter det spanske parlamentsvalg i april. Det mislykkedes dog, og blandt andet derfor måtte spanierne søndag i stemmeboksen endnu engang.
/ritzau/Reuters











