Everton-spilleren André Gomes er blevet opereret i anklen, efter at han pådrog sig en uhyggelig skade i kampen mod Tottenham.
Premier League-klubben forventer nu, at portugiseren kommer sig fuldt ud, skriver den på sin hjemmeside.
– Everton kan bekræfte, at André Gomes har gennemgået en operation for at behandle et brud med dislokation tidligere på dagen (mandag, red.), og indgrebet gik rigtig godt, skriver Everton.
26-årige Gomes var uheldig, da han blev tacklet af Son Heung-min et kvarter før tid. Han bragede efterfølgende ind i Serge Aurier og kom til skade i en sådan grad, at foden sad helt forkert på benet.
Det fik spillere fra begge hold til at tage sig til hovedet, mens flere af Evertons spillere forsøgte at berolige deres holdkammerat, der vred sig i smerte på græsset på Goodison Park.
Sydkoreanske Son Heung-min fik rødt kort i situationen, og i kampens slutminutter udlignede Evertons Cenk Tosun til 1-1, der også blev kampens resultat.
Samtidig blev Gomes kørt på hospitalet, hvor han nu skal tilbringe noget tid, før han kan begynde genoptræningen i klubben.
/ritzau/











