Domstol giver ordre til at udlevere Trumps skattepapirer

    En føderal domstol i USA har mandag afgjort, at Donald Trumps revisor skal udlevere præsidentens skattepapirer for en periode af otte år til anklagemyndigheden i New York.

    Sagen ventes at ende i USA’s højesteret, fordi Trump nægter at udlevere sine selvangivelser.

    Domstolens afgørelse betyder støtte til anklagerne i New York, der har stævnet revisorfirmaet Mazars LLP.

    Det ventes, at Trump vil appellere domstolens afgørelse.

    Dermed er der lagt op til et drama i USA’s højesteret, som for øjeblikket har et konservativt flertal med 5-4.

    To af de konservative dommere er blevet udpeget af den republikanske præsident.

    Distriktsanklageren i New York er demokraten Cyrus Vance. Han har ønsket at få udleveret Trumps selvangivelser for at understøtte den efterforskning, der er sat i gang mod Trump og præsidentens familie for deres måde at drive virksomhed på.

    /ritzau/Reuters