NFL-holdet New England Patriots taber for første gang i sæsonen.
Efter lutter sejre i sæsonens første otte kampe fik stimen en abrupt afslutning, da Patriots tabte med 20-37 på udebane mod Baltimore Ravens natten til mandag.
Patriots-holdet var op til kampen kendt for sit jernforsvar, hvor det i gennemsnit kun havde lukket 7,6 point ind per kamp.
Ravens fik hurtigt låst op for det stærke forsvar og førte med 17-0 efter kampens første 16 minutter.
Patriots kom herefter tilbage i kampen og scorede de næste 13 point i opgøret til pausestillingen 17-13.
Efter et touchdown til hvert hold i tredje quarter lukkede Ravens kampen i sidste quarter med to touchdowns.
Patriots træner, Bill Belichick, fik aldrig rigtig bugt med Ravens’ tunge løbeangreb, hvor runningback Mark Ingram løb for 115 yards og quarterback Lamar Jackson stod for 61 yards og to touchdowns.
Dermed er der kun et ubesejret hold tilbage i NFL.
San Francisco 49’ers vandt sin ottende kamp i træk torsdag mod Arizona Cardinals.
Den stime skal 49’ers forsøge at fortsætte mandag i næste uge hjemme mod Seattle Seahawks.
/ritzau/











