Danmarksserieholdet Viby stod til at spille en drømmekamp på hjemmebane mod superligaholdet Randers FC i onsdagens ottendedelsfinale i den danske pokalturnering.
Men Viby var tidligere på måneden nødt til at opgive hjemmebanen og rykke kampen til Randers.
Det skyldes, at Viby Idrætspark ikke råder over et lysanlæg, så kampen skulle afvikles klokken 14 inden mørkets frembrud, hvor flere af holdets spillere går på arbejde eller sidder på skolebænken.
Søren Pedersen, kommerciel og sportslig direktør i Randers, ser nu i stedet frem til spille kampen onsdag aften klokken 19 i Randers, hvor der er gratis adgang.
– Der var nogle forhold med lys på banen og arbejdstider med nogle af deres spillere. Så det var fordelagtigt for dem at få flyttet kampen til Randers.
– Vi har forholdene til at afvikle kampen på et senere tidspunkt på en hverdagsaften.
– Vi ved, at vi kommer til at spille på en god bane, som forhåbentlig bliver en fordel for os, siger Søren Pedersen.
Pladsen blandt de 16 bedste pokalhold har udløst en pengepræmie på 100.000 kroner til Viby som det lavest rangerede seriehold, der er med endnu.
Men for at det ikke skulle blive en dyr udgift med leje af lysanlæg og opgradering af sikkerheden valgte Viby at spille kampen i Randers.
Pokalkampen bliver dog heller ikke nogen guldgrube for Randers.
– Der er bestemt ikke økonomi at spille de kampe. Det er først, når man kommer længere frem i turneringen, at der kan være noget økonomi i det, forklarer Søren Pedersen.
For Randers er kravet en sejr og videre avancement, men det skal helst ikke koste for mange kræfter, så det går ud over præstationerne i Superligaen.
– Der er ingen tvivl om, at Superligaen er vores førsteprioritet. Men dermed ikke sagt, at vi ikke prioriterer pokalturneringen. Det gør vi også.
– Vi har tidligere haft stor succes og både været i finaler og semifinaler. Det har betydet meget for klubben.
– Så det vil vi gøre meget for, så længe det ikke står i vejen for Superligaen. Vi vil nå så langt som overhovedet muligt, siger Søren Pedersen.
Randers vandt klubbens hidtil eneste pokaltitel i 2006.
/ritzau/











