Den kommende formand for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, har mandag haft samtaler med kommissærkandidater fra Frankrig og Ungarn.
Hun er dermed et lille skridt nærmere at kunne præsentere en ny EU-Kommission.
Det bekræfter EU-Kommissionen.
Tirsdag har Ursula von der Leyen bedt EU-landene om at godkende franske Thierry Breton og ungarske Oliver Varhelyi. Det bekræfter hendes talsmand over for det tyske nyhedsbureau dpa.
Derefter er det op til Europa-Parlamentet at afgøre, om de to kandidater kan blive kommissærer de næste fem år. Det sker via høringer og derpå en samlet afstemning om hele EU-Kommissionen.
Von der Leyen mangler fortsat en kandidat fra Rumænien. Hun ventes tidligst at kunne overtage ledelsen i EU-Kommissionen 1. december.
Situationen i Rumænien er kompliceret, da landet står midt i en regeringskrise og aktuelt ledes af et forretningsministerium.
Normalt er der skiftedag i EU-Kommissionen 1. november. Men tyskeren kunne ikke nå at samle et helt kommissærhold i tide, da tre kandidater blev forkastet af EU-Parlamentet.
/ritzau/











