Radio24syv stiller byge af kritiske spørgsmål til dab-udbud

    Radio24syv har stillet en lang række spørgsmål til Radio- og tv-nævnet om det dab-udbud, som kanalen tabte i sidste uge til radio Loud.

    Det oplyser radiostationen i en pressemeddelelse.

    Radio24syv stiller blandt andet spørgsmål til vurderingen af radio Louds budget og ledelsesmæssige kompetencer.

    Derudover ønsker Radio24syv at vide, om der har været nogen politisk indblanding i sagen – herunder om kulturministeren har været i dialog med nævnet under behandlingen af sagen.

    Frem til tirsdag klokken 12 har de tre radiokanaler, der lagde billet ind på at vinde udbuddet, kunnet stille spørgsmål til Radio- og tv-nævnet om afgørelsen.

    Radio Loud vandt udbuddet foran Radio24syv og DK4 Radio. DK4 Radio og radio Loud har også stillet spørgsmål til Radio- og tv-nævnet.

    Det var især økonomien, der endte med at gøre forskellen for radio Loud og Radio24syv.

    Der var 280 millioner kroner at søge om i udbuddet. Radio Loud havde ansøgt om færre penge end Radio24syv, og udbuddet var skruet sådan sammen, at man blev bedømt bedre for at søge om et lavere beløb.

    Radio Loud blev dog også vurderet højere end Radio24syv på de programplaner, der var en del af ansøgningen, og det er Radio24syv meget kritiske omkring.

    Radio- og tv-nævnet vil besvare spørgsmålene på fredag.

    /ritzau/