Eksperter undrer sig over tvivl hos nævn i dab-udbud

    Da Radio- og tv-nævnet i sidste uge skulle tage stilling til, hvilken radiostation der skal sende fra en ny, statsstøttet dab-kanal, var der flere uklarheder omkring ungdomsradioen Loud.

    Radio Loud endte alligevel med at vinde udbuddet om den nye dab-kanal.

    Ifølge Berlingske fremgår det af en evaluering fra Radio- og tv-nævnet, at nævnet tilsyneladende var i tvivl om, hvorvidt Radio Loud levede op til mindstekravene for at deltage i udbuddet.

    Nævnet skriver blandt andet, at det flere steder i Radio Louds ansøgning ikke fremgår klart, om en række personer er tiltænkt en rolle på radioen.

    – Nævnet har tillagt uklarheden negativ vægt, da det giver anledning til at betvivle Louds evne og mulighed for at opfylde minimumskrav til public service-virksomheden, lyder det.

    Carina Risvig Hamer er lektor i udbudsret ved Syddansk Universitet. Hun mener, at det var en fejl, at Radio Loud fik lov at byde på dab-kanalen, uden at Radio- og tv-nævnet undersøgte sagen nærmere.

    – Og hvis Loud ikke levede op til mindstekravene, burde de have været afvist, siger hun til Berlingske.

    Også Ole Helby Petersen, der er professor og ekspert i offentligt udbud ved Roskilde Universitet, er forundret.

    – Det ser umiddelbart besynderligt ud for mig, at man i virkeligheden kan stå tilbage med den tvivl, om byderen lever op til de minimumskriterier, som normalt er den juridiske forudsætning for, om tilbuddet overhovedet skal behandles – eller om det skal smides ud, siger han til Berlingske.

    Via en pressemedarbejder forklarer sekretariatet for Radio- og tv-nævnet i et skriftligt svar til Berlingske:

    – Radio- og tv-nævnet finder samlet set, at de ledelses- og medarbejdermæssige kompetencer ligger på niveauet lige over tilfredsstillende, hvilket er udtryk for, at nævnet vurderer, at det samlet set er realistisk, at Loud vil opfylde minimumskravene til public service-virksomhed.

    /ritzau/