Turister dræbt i helikopterstyrt på gletsjer i New Zealand


    Syv personer er blevet dræbt, efter at en helikopter lørdag styrtede ned på Fox-gletsjeren i New Zealand.

    Det bekræfter politiet i landet over for avisen New Zealand Herald.

    De dræbte er primært turister, der var på en overflyvning af gletsjeren, der ligger på vestkysten af New Zealands sydø.

    Nationaliteterne på de dræbte er endnu ikke offentliggjort.

    En paramediciner blev sammen med et redningsmandskab firet ned til ulykkesstedet midt på eftermiddagen lokal tid for at lede efter overlevende, men fandt hverken pilot eller passagerer i live.

    Ulykken skete cirka midt på gletsjeren i et område med mange dybe gletsjerspalter.

    Helikopteren tilhørte selskabet Alpine Adventures, der har fløjet turister op til de to gletsjere i området de seneste 20 år.

    Årsagen til ulykken, der skete kort før klokken 11 lokal tid, er fortsat ukendt. Ifølge meteorologer, som New Zealand Herald citerer, var der dårlig sigtbarhed i området på grund af regnvejr.

    De kalder det “dårligt vejr at flyve helikopter i”.

    Vestkysten på New Zealand er relativt øde og består mange steder af svært fremkommeligt bjerglandskab. Men de to gletsjere, som man under visse omstændigheder også kan gå op på, tiltrækker i titusindvis af turister hvert år.

    /ritzau/