Jacob Friis, cheftræner for AaB, vil ikke være til stede på sidelinjen, når det nordjyske hold søndag møder Sønderjyske i Superligaen.
Det skriver AaB på sin hjemmeside.
Årsagen er, at er cheftræneren datter er blevet alvorligt syg.
– AaB’s cheftræner Jacob Friis’ yngste datter på tre år fik i går (torsdag, red.) konstateret leukæmi, og familien blev øjeblikkeligt overført til Aarhus Universitetshospital, Skejby, for at begynde behandlingen, lyder det på AaB’s hjemmeside.
Det er uvist, hvornår cheftræneren vender tilbage, skriver klubben.
Assistenttræner Lasse Stensgaard tager foreløbigt over for Friis sammen med holdets anden assistenttræner Allan K. Jepsen og U19-ligatræner David Olsen.
Jacob Friis har været cheftræner for AaB siden slutningen af november 2018, hvor han tog over midlertidigt efter fyringen af Morten Wieghorst.
I december meddelte AaB, at Friis’ ansættelse blev gjort permanent.
/ritzau/











