De seneste dage har flere familier i Danmark modtaget et brev fra Udenrigsministeriets Borgerservice.
Familierne har det til fælles, at de har pårørende, der befinder sig i lejre for Islamisk Stat-sympatisører i Syrien.
Af brevet fremgår det, at Danmark ikke vil hjælpe deres familiemedlemmer hjem fra det krigshærgede land.
Det skriver Weekendavisen.
Avisen er i besiddelse af et brev, som er sendt til en af familierne, og har oplysninger om, at andre familier har modtaget lignende breve.
– Fremmedkrigerne må selv tage ansvar for deres handlinger og for at have rejst ud med børn eller fået børn i konfliktzonen, står der i brevet.
I alt opholder der sig mindst 15 mænd og kvinder med tilknytning til Danmark i to forskellige lejre og et fængsel i Syrien samt omkring 30 børn.
Advokat Knud Foldschack repræsenterer en af de danske fangers familie.
– Der er tale om et politisk kollaps. Det er middelalderagtig politik, siger han til Weekendavisen og kalder beslutningen “skræmmende”, fordi man “på ingen måde tager hensyn til børns rettigheder”.
Hvad angår danske børn, der er tilfangetaget i Syrien, fralægger de danske myndigheder sig ethvert ansvar for dem – medmindre “barnet befinder sig i en alvorlig helbredssituation, som ikke kan behandles lokalt, og som ubehandlet enten kan udvikle sig livstruende eller kan volde alvorlige, permanente mén”.
På en henvendelse om brevet siger Udenrigsministeriet til Weekendavisen:
– Udenrigsministeriets Borgerservice kan bekræfte, at vi løbende har dialog med pårørende i Danmark i sager med børn i lejrene i det nordøstlige Syrien. Vi har tavshedspligt i personsager og kan ikke give yderligere oplysninger.
/ritzau/











