For første gang nogensinde stiller den tidligere verdensmester Peter Sagan (Bora) til næste år op i Giro d’Italia.
Den 29-årige slovak har hidtil i karrieren fokuseret på Tour de France, hvor han syv gange har vundet den grønne pointtrøje, men i 2020 stiller han op i begge løb.
– Italien har en særlig plads i mit hjerte. Det er landet, hvor jeg vandt mit første VM i 2008 (i juniorernes cykelcross, red), og hvor jeg indledte de første år af min professionelle karriere på et italiensk hold.
– I de seneste ti år har jeg haft muligheden og det privilegium at køre mange gange i de mest prestigefyldte løb i Italien, men jeg har altid følt, at noget manglede – Giro d’Italia, siger Peter Sagan til Bora-holdets hjemmeside.
Ruten til næste års Giro d’Italia blev torsdag præsenteret i Milano med deltagelse af Sagan og sidste års vinder Richard Carapaz fra Ecuador.
Det store etapeløb begynder 9. maj og indledes med tre etaper i Ungarn, hvor Peter Sagan håber på at se mange slovakiske fans. Starten går i hovedstaden Budapest.
Løbet lander i Italien 12. maj, hvor 4. og 5. etape bliver kørt på Sicilien.
2020 bliver generelt et travlt cykelår for de største ryttere, da der også skal konkurreres ved OL i Tokyo.
Peter Sagan har tre gange vundet VM-titlen i linjeløb. Det var i 2015, 2016 og 2017.
/ritzau/











