Britta Nielsen får ildebefindende – ambulance tilkaldt

    Britta Nielsen har torsdag eftermiddag fået et ildebefindende i retten, og retsmødet er blevet afbrudt.

    En ambulance er blevet tilkaldt via 112.

    Hendes advokat, Nima Nabipour, fortalte umiddelbart efter pausen, at Britta Nielsen under sin varetægtsfængsling har været indlagt med hjerteproblemer.

    Han fortalte i den forbindelse, at Britta Nielsen i frokostpausen fra klokken 12 til 13 havde følt sig lidt svimmel.

    Hun bad derfor om en ekstra pause, og det var i den forbindelse, at advokaten kom løbende ud fra retten og råbte, at der skulle ringes efter en ambulance.

    /ritzau/