Flamengo og River Plate mødes i sydamerikansk CL-finale

    Det bliver brasilianske Flamengo og argentinske River Plate, der skal kæmpe om titlen i Copa Libertadores, Sydamerikas pendant til Champions League.

    Natten til torsdag dansk tid spillede Flamengo sig legende let i finalen ved at vinde returkampen over ligeledes brasilianske Gremio med 5-0 foran 70.000 tilskuere på ikoniske Maracanã i Rio de Janeiro. Den første kamp mellem holdene endte 1-1.

    Flamengo kan derfor vinde det sydamerikanske fodboldmesterskab for første gang siden 1981.

    I Buenos Aires kunne spillerne fra River Plate sidde og lure på deres potentielle finalemodstandere. Et døgn inden havde den hvidklædte klub fra den argentinske hovedstad nemlig sikret sig adgang til finalen på bekostning af ærkerivalen Boca Juniors.

    River Plate tabte godt nok returkampen med 0-1, men havde vundet det første opgør 2-0.

    Netop River og Boca mødtes i en skandaleramt finaleserie sidste år. Efter at have spillet 2-2 i den første finale på Rivers hjemmebane, blev returkampen aflyst, da Rivers spillerbus blev angrebet med stenkast og peberspray på vej til returkampen.

    Den afgørende finale endte med at blive rykket til Santiago Bernabeu i Madrid, og her vandt River Plate med 3-1 og sikrede sig trofæet.

    Skal klubben gentage den triumf i år, skal spillerne på det argentinske hold kun præstere i en kamp i stedet for to.

    For første gang i turneringens historie, der strækker sig tilbage til 1960, skal finalen kun spilles over én kamp. 23. november mødes Flamengo og River derfor i chilenske Santiago.

    /ritzau/