Borgerservice advarer danskere i Chile mod uroligheder

    Danskere, der opholder sig i Chile, bliver nu opfordret til at tage deres forholdsregler under de voldsomme protester, der er brudt ud i landet.

    Udenrigsministeriets Borgerservice har søndag ændret rejsevejledningen for Chile. Her fremgår det, at danskere skal “udvise forsigtighed” og “holde sig væk fra større forsamlinger og demonstrationer”.

    Chile – og særligt hovedstaden Santiago – har de seneste uger været plaget af voldsomme uroligheder og voldelige protester. Protesterne skyldes blandt andet udbredt utilfredshed med stigende billetpriser på offentlig transport.

    Foreløbig har tre mennesker mistet livet under urolighederne, der har spredt sig til flere store byer.

    Myndighederne har foreløbig erklæret undtagelsestilstand i seks store byer. Ud over Santiago gælder det byerne Coquimbo, La Serena, Valparaíso, Rancagua og Concepcion.

    Mange flyafgange er søndag blevet aflyst på grund af urolighederne, der har udløst udgangsforbud flere steder.

    Borgerservice opfordrer derfor danskere til at tjekke flyafgang, inden man møder op i lufthavnen.

    Samtidig anvises man til at følge myndighedernes anbefalinger og være opmærksom på meddelelser om eventuelle udgangsforbud.

    /ritzau/