Den legendariske cubanske ballerina Alicia Alonso er død

    Den verdensberømte cubanske balletdanser Alicia Alonso er torsdag aften død. Hun blev 98 år gammel.

    Det oplyser Cubas Nationalballet til det statslige cubanske medie Granma.

    – Alicia Alonso er væk og efterlader os med et enormt tomrum, men også et enestående eftermæle, skriver Cubas præsident, Miguel Díaz-Canel, på Twitter.

    Alonso studerede ballet i hjembyen Havana og i New York. Hun begyndte sin professionelle karriere med koreografen George Balanchine i 1939.

    I 1940’erne opnåede hun stor berømmelse som medlem af The American Ballet Theatre, hvor hun dansede frem til 1959.

    Efter revolutionen, som blev ledet af Fidel Castro i 1959, grundlagde Alicia Alonso Cubas Nationalballet, hvor hun var balletmester og ballerina.

    Hun har igennem sin mangeårige karriere danset på nogle af verdens bedste teatre. Herunder operaen i Paris og Bolshoi teatret i Moskva.

    Som balletdanser repræsenterede hun den klassiske stil med rollen som Giselle i paletten af samme navn som en af sine glansroller, skriver Den Store Danske.

    Hun dansede blandt andet rollen i København i 1969.

    Alonso fortsatte længe med at være aktiv i balletverdenen – også i flere år efter sin 90-års fødselsdag. Det skriver The Guardian.

    Hun fortsatte langt op i sin alderdom med at komme dagligt på sit kontor på Cubas Nationalballet, ligesom hun deltog som publikum til næsten alle forestillinger.

    Alicia Alonso aflyste tidligere på året sin deltagelse ved åbningen af en international balletfestival i Havana af helbredsmæssige årsager.

    Hun afgik ved døden på et hospital i Havana, skriver lokale medier.

    Alonso efterlader sig datteren Laura, som hun fik med sin første ægtemand, Fernando Alonso. Derudover efterlader hun sig sin anden ægtemand, Pedro Simón.

    /ritzau/dpa