EU’s brexitforhandler kræver hjælp til danske fiskere

    Skilsmissen mellem EU og Storbritannien kan blive dyr for især danske fiskere, som snupper en meget betydelig andel af deres samlede fangst i britisk farvand.

    Præcis det problem tog EU’s chefforhandler, Michel Barnier, op, da han torsdag aften evaluerede en revideret brexit-aftale.

    Franskmanden fortæller om et besøg sidste år i Danmark, da han talte med fiskere i Vestjylland, som “fanger 50-60 procent af deres fisk i britisk farvand”.

    – Vi skal prioritere at få en fiskeriaftale, der giver europæiske fiskere adgang til britisk farvand under betingelser, der skal forhandles. Og der bliver naturligvis adgang for britiske fiskeprodukter til EU.

    – Alt dette skal håndteres sammen. Vi må være konstruktive, og det skal prioriteres, siger Barnier.

    Brexit-aftalen blev godkendt af EU’s stats- og regeringschefer torsdag aften. Den skal nu godkendes af Underhuset i London og af Europa-Parlamentet.

    /ritzau/