Ved et pressemøde i Det Hvide Hus natten til torsdag forsvarede USA’s præsident, Donald Trump, sin beslutning om at trække tropper ud af Syrien.
Ifølge flere medier herunder tv-stationen MSNBC og nyhedsbureauet Reuters kaldte præsidenten den kontroversielle beslutning for “strategisk genial”.
Pressemødet blev holdt i anledning af den italienske præsident, Sergio Matarellas, besøg i USA.
– Vores soldater er ikke i fare, hvilket de aldrig bør være. Det er to lande, der kæmper over et stykke land, som ikke har noget at gøre med os, lød det fra Donald Trump.
Tilbagetrækningen fra Syrien er blevet efterfulgt af en tyrkisk militær offensiv i det nordøstlige Syrien rettet mod kurdiske militser langs den tyrkisk-syriske grænse.
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, sagde onsdag, at tyrkernes mål er at skabe en sikkerhedszone langs den nordøstlige grænse.
Situationen er yderligere eskaleret, efter at russiske og syriske regeringsstyrker har bevæget sig ind i området.
Trump er blevet skarpt kritiseret både internationalt og hjemme for tilsyneladende at lade kurderne i stikken. Kurderne har spillet en afgørende rolle i kampen mod Islamisk Stat.
Sent onsdag aften dansk tid vedtog et massivt tværpolitisk flertal i Repræsentanternes Hus en officiel fordømmelse af den militære tilbagetrækning.
/ritzau/











