Rygning er årsag til 80-årigs død i brand

    En kvinde på 80 år er natten til onsdag død efter en brand i en plejebolig i Holstebro. Det oplyser politiet til TV Midtvest.

    Branden opstod i en plejebolig i Beringshaven i Holstebro tirsdag formiddag.

    Hun sad i en stol og røg en cigaret. Nogle gløder faldt ned i hendes skød, og der gik derefter ild i kvinden, oplyser politiet ifølge tv-stationen.

    Plejecenteret har forsøgt at hindre, at der skulle opstå en ulykke. Hun var iført et forklæde, der skulle sikre mod brand.

    Den 80-årige blev overført til Rigshospitalet, men her døde hun natten til onsdag.

    Uforsigtighed i forbindelse med rygning er årsag til næsten samtlige dødsbrande. I 2018 var det således 65 ud af 71, viser tal fra Beredskabsstyrelsen.

    /ritzau/