Kæmpe investering skal bane vej for flyvende biler i Sydkorea

    Flyvende biler i 2025.

    Sådan lyder drømmen hos den sydkoreanske regering, der tirsdag har præsenteret en stor investering i omstillingen til fremtidens biler.

    Regeringen har afsat 1,7 billioner won – svarende til knap ti milliarder kroner – fra 2021 til 2027 til at styrke udviklingen af teknologi til selvkørende biler. Og blandt målene er altså også flyvende biler, skriver Reuters.

    – Vi kommer til aktivt at gå fra forbrændingsmotorer til fremtidens biler, siger Sydkoreas industriminister, Sung Yoon-mo, tirsdag.

    Regeringens udmelding kommer side om side med en enorm investering fra den sydkoreanske bilgigant Hyundai.

    Hyundai vil frem til 2025 bruge knap 35 milliarder dollar – 230 milliarder kroner – til at udvikle moderne bilteknologi samt på strategiske investeringer.

    Bilproducentens udmelding kommer, i kølvandet på at den sammen med to partnere indgik et samarbejde til en værdi af 1,6 milliarder dollar – knap 11 milliarder kroner – med det amerikanske selskab Aptiv.

    Aptiv arbejder med udviklingen af selvkørende biler.

    Den sydkoreanske regering forventer, at Hyundai kan tilbyde selvkørende biler til større selskaber i 2024 og til den generelle befolkning i 2027.

    Regeringen udtaler desuden, at dens investering blandt andet sker, fordi Sydkorea halter efter andre lande i udviklingen af moderne biler.

    Sydkorea er på andre punkter ellers langt fremme på det teknologiske område. Landet har blandt andet et yderst avanceret mobildatanetværk.

    /ritzau/Reuters