Det kræver mere end bøder og halvtomme tribuner, hvis racisme i fodbold skal udryddes.
Sådan lyder budskabet fra organisationen Kick It Out, efter at en kamp mellem Bulgarien og England i EM-kvalifikationen mandag aften blev afbrudt to gange på grund af racistiske tilråb.
Kick It Out, der er en engelsk organisation, som arbejder for ligestilling og inklusion i fodbold, hæfter sig ved, at racisme tidligere har været et problem i Bulgarien.
– Når man tænker på, at Bulgarien allerede var vært for kampen på et delvist aflukket stadion på grund af racisme, viser det, at Uefas sanktioner ikke har den rette effekt.
– Vi skal ikke se flere ynkelige bøder eller kortvarige stadionaflukninger. Hvis Uefa virkelig vil gøre noget ved diskrimination, og “Equal Game”-kampagnen (Uefas egen kampagne, red.) skal have betydning, så skal der fratrækkes point, og hold skal udelukkes fra turneringer, skriver Kick It Out i et opslag på Twitter.
Det Engelske Fodboldforbund (FA) har anmodet Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) om at behandle sagen hurtigst muligt.
England vandt kampen i Sofia med hele 6-0 og fører sin gruppe med 15 point. Der er tre point ned til Tjekkiet på andenpladsen, mens Kosovo på tredjepladsen er fire point væk.
Bulgarien ligger sidst i gruppen med tre point og kan ikke nå næste års EM-slutrunde.
/ritzau/











