Ved en traditionsrig og overdådig ceremoni har den britiske dronning Elizabeth mandag åbnet det britiske parlament.
Traditionen tro har den 93-årige dronning i en tale desuden fremlagt regeringens planer for den kommende tid.
Talen er skrevet på vegne på premierminister Boris Johnson, men læses op af dronningen i det britiske Overhus. Af talen fremgår det, at regeringen blandt andet vil indføre ny udlændingepolitik og skærpe indsatsen mod kriminalitet.
Det altoverskyggende emne i britisk politik, briternes forestående farvel til EU, blev nævnt som det allerførste i talen.
– Det har altid været min regerings prioritet at sikre Storbritanniens udtræden af EU den 31. oktober, lyder det som det første i dronningens tale.
Selv om brexit blev nævnt, var det hjemlige emner, der fyldte mest i talen.
/ritzau/Reuters











