Franske fly kastede bomber over Islamisk Stat i Syrien


    Franske krigsfly bombarderede søndag mål i Raqqa, som er hovedbastion for Islamisk Stat i Syrien, skriver AFP.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    – De franske fly ramte kommando-og kontrolcentre, et rekrutteringscenter, et ammunitionsdepot og en træningslejr, oplyser Frankrigs forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet.

    12 fly kastede 20 bomber ved luftangrebene, som er de første franske angreb i Syrien siden massakren i Paris fredag.

    Flyene lettede fra Jordan og De Forenede Arabiske Emirater.

    Under kampe i den seneste uge har kurdere med støtte fra en amerikanskledet luftkampagne forhindret Islamisk Stat i at kunne bruge landevej 47 som forsyningslinje mellem Raqqa og områder i Irak – deriblandt hovedbyen Mosul.

    Islamisk Stat, der blev etableret i begyndelsen af Irakkrigen i 2004, og som siden 2013 også har kæmpet i Syrien, har taget kontrol over store områder i Syrien og Irak.

    Sidste år udråbte gruppen et kalifat, en islamisk stat, under lederen Abu Bakr al-Baghdadi.

    Forsvarsministrene fra Frankrig og USA nåede søndag til enighed om nye “konkrete tiltag mod Islamisk Stat”, siger det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, i en erklæring.

    USA’s forsvarsminister, Ashton Carter, og hans franske kollega, Jean-Yves le Drian, drøftede over telefonen forskellige skridt efter fredagens angreb i Paris, hvor mindst 129 blev dræbt.

    – Carter understregede, at USA er fast besluttet på at støtte Frankrig og medvirke til, at Islamisk Stat bliver tilføjet et endeligt nederlag, siger Pentagons pressesekretær, Peter Cook, til Reuters.

    Angrebene i Paris sker på et tidspunkt, hvor Islamisk Stat har lidt adskillige tilbageslag i Irak og Syrien.

    De irakiske kurderes præsident, Massoud Barzani, erklærede fredag sejr over Islamisk Stat i den vigtige by Sinjar.

    /ritzau/AFP