Københavns Politi har iværksat en større eftersøgning, efter en 15-årig pige lørdag aften forsvandt fra en fest i Dragør.
Det oplyser Københavns Politi.
Pigen – Emilie Frank Pedersen – er 160 centimeter høj, har langt lyst hår og var iklædt blå jeans og en hvid skjorte, da hun sidst blev set.
– Hendes familie har selv været ude og lede, og vi har i politiet sat gang i en større eftersøgning. Blandt andet søger vi i nogle grønne områder, fortæller vagtchef Kristian Rohden søndag morgen.
Københavns Politi modtog anmeldelsen om pigens forsvinden natten til søndag klokken 01.26.
På Facebook har pigens forældre udsendt en efterlysning af deres datter.
Her fremgår det, at hun forlod festen på Amager lørdag aften klokken 24.00 uden sine personlige ejendele.
/ritzau/











