Uefa vil undersøge tyrkiske landsholdsspilleres militærsalut

    Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, vil undersøge tyrkiske landsholdsspilleres militærsalut under fredagens EM-kvalifikationskampen mod Albanien.

    Det oplyser Uefa natten til søndag dansk tid til det italienske nyhedsbureau Ansa.

    – Personligt har jeg ikke selv set denne gestus, som vil kunne blive opfattet som en provokation, siger Uefas pressechef, Philip Townsend.

    – Forbyder vores regler referencer til politik og religion? Ja, og jeg kan garantere dig, at vi vil undersøge denne hændelse.

    De tyrkiske spillere lavede salutten på banen under kvalifikationskampen i Istanbul, efter at den tyrkiske spiller Cenk Tousin scorede kampens afgørende mål.

    Efter kampen delte det tyrkiske landsholds officielle profil på Twitter et foto af spillerne, der lavede den samme salut i omklædningsrummet.

    Samtidig skrev landsholdet, at spillerne “dedikerer deres sejr til vores modige soldater og martyrer”.

    I Tyrkiet er det almindeligt, at kendte – herunder også fodboldspillere – viser deres støtte til det tyrkiske militær i forbindelse med angreb eller under militæroperationer.

    Tyrkiet indledte onsdag en militæroffensiv med de kurdiske styrker i det nordøstlige Syrien.

    Det skete, efter at USA’s præsident, Donald Trump, besluttede at trække de amerikanske styrker ud af området.

    /ritzau/AFP