Christian Eriksen: Afleveringen var med vilje

    – Det var med vilje.

    Sådan lyder det fra Christian Eriksen, da han skal beskrive sin aflevering, hvor han sendte Yussuf Poulsen i dybden med en blind aflevering i det 84. minut af kampen mod Schweiz.

    Afleveringen var med til at sikre Danmark en 1-0-sejr over Schweiz i en fyldt Parken.

    Ifølge landsholdsprofilen havde han allerede fornemmet sin holdkammerat ud af øjenkrogen.

    – Jeg kiggede, inden jeg fik bolden, hvem der var fremme. Jeg så først Andreas Cornelius løbe dybt, og så kunne jeg fornemme, at der var en i midten, som så var Yussuf.

    – Så kunne jeg se, at midterforsvaret løb med Andreas Cornelius, og så satsede jeg så på at spille Yussuf Poulsen inde i midten, siger Christian Eriksen om sin aflevering.

    /ritzau/