Det ligner et stort resultat for Joachim B. Hansen i European Tour-turneringen Italian Open.
Med en runde i 66 slag fredag – fem slag under banens par – er Joachim B. Hansen samlet ni slag under par.
Det bringer danskeren helt op på førstepladsen i turneringen. Torsdag var han delt nummer otte, så det er avancement på syv pladser.
Det skal dog tilføjes, at alle spillere endnu ikke er færdige med fredagens runde i Rom.
Joachim B. Hansen leverede seks birdies samt en fornem eagle, men det blev også til tre kedelige bogeys undervejs på de 18 huller.
Blandt de nærmeste konkurrenter er blandt andre englænderen Justin Rose, verdens nummer fem.
Justin Rose er samlet syv slag under par på en delt andenplads sammen med flere andre.
Søren Kjeldsen er også med og har indtil nu spillet stabilt i turneringen, men han er endnu ikke færdig med fredagens runde.
Danskerne Thomas Bjørn og Jeff Winther er færdige med fredagens runde, og allerede nu kan det konstateres, at de kommer til at ende i den tunge ende af feltet.
Thomas Bjørn har efter to runder i 76 og 78 slag en samlet score på 12 slag over banens par.
Jeff Winther er lidt bedre placeret i samlet fire slag over banens par.
/ritzau/











