Frederik Andersen blev skudt i sænk og skiftet ud i NHL

    Den danske ishockeymålmand Frederik Andersen havde en sjælden dårlig dag, da Toronto Maple Leafs natten til fredag tabte 3-7 til Tampa Bay Lightning i NHL.

    Da Frederik Andersen blev skiftet ud i tredje periode med Michael Hutchinson, fik Toronto lukket af for flere scoringer. Inden da havde danskeren lukket syv mål ind på 28 skud.

    Første periode endte 4-3 til Tampa Bay, og gæsterne fra Florida udbyggede forspringet med yderligere tre scoringer i kampen, uden at Toronto svarede igen.

    Lars Eller løb også ind i en skuffelse. Danskeren bragte Washington Capitals foran 1-0 mod Nashville Predators i endnu en målrig kamp, som Nashville vandt 6-5 på to sene mål i tredje periode.

    Nikolaj Ehlers fik 16 minutter på isen, men kom ikke på måltavlen, da Winnipeg Jets slog Minnesota Wild 5-2, mens Patrick Russell var i aktion i godt 12 minutter i Edmonton Oilers’ sejr på 4-3 over New Jersey Devils.

    /ritzau/